Svinget på enighedsvej/don’t let the dark things eat you up

Sommeren 2007. Vi, jeg 15 år og du 16, kommer kørenede i svinget side om side (hvilket ikke er lige let når man holder I hånd). Noget stort og sort drøner forbi os og vi vender begge hovedet for at se hvad det var.
I krydset bag os stopper den store motorcykel med den læderbeklædte føre for rødt og jeg siger: var det ikke søren? og du svarer jo! og vi smiler stort og cykler videre.

Sommeren 2008. Jeg cykler alene med høj fart. Det er formiddag og blændet af det skarpe sollys er jeg tæt på at blive ramt af en modkørende bil som kommer kørende rundt om hjørnet i svinget.
Jeg skal skynd mig hjem fra lejligheden i ordrup til villaen i hellerup for at pakke til en tur til sverige. Ingen ved jeg skal af sted.
Jeg skal rejse med en person som har sunget i mit øre: You’ll never see the end of the road while youre travelling with me.
Han får ret. Tanken om hvad der ligger for enden af vejen strejfer mig ikke en eneste gang.

Sommeren 2009. Jeg kommer susende i svinget, min cykel er rød, min sommerkjole hvid og natteluften lun og fugtig. Jeg er alene.
Min studenterhue ligger i min taske og i mine øre synger Markus Krunegård: ”Det kommer aldrig finnas nåt som heter rätt tid, rätt plats”
Og jeg tænker at det er så fandens sandt.